27 juni 2015

Rantzausmindetræffet - Svar på ofte stillede spørgsmål

Skrevet af Jesper Nothlev
Visninger: 5611

Kræver det tilmelding at deltage i Rantzausmindetræffet ?

Nej, du behøver ikke tilmelde dig til træffet, MEN agter du at deltage i den fælles grillaften i teltet om tirsdagen, og gerne vil have bakskuld, så bestiller du dette ifm. tilmelding. Bakskuld koster typisk 10 kr. stykket. Wayfarersejlerer er dog vældig sociale mennesker, og vi sætter stor pris på at se se hvem der dukker op, så det anbefales at lave tilmelding.

Hvad gør jeg ved ankomst ?

Kør direkte over på pladsen (marken ved siden af campingpladsen). Enten igennem campingpladsen  (med sagte fart!) eller hvis der er åbnet for indkørsel direkte til marken, så kør den vej. Find en plads, og meld herefter din ankomst til campingpladsen oppe i kiosken hos Birgitte.

Hvad er bakskuld ?

Det er en specialitet vi får leveret direkte fra Esbjerg.  Det er saltet, røget og tørret issing. Man klipper finner og hale af med en saks og kommer den på grillen indtil benene slipper. Så spises det på et stykke rugbrød og smager bedst med en dram til.

Skal man deltage hele ugen ?

Nej, man  deltager de dage man har lyst til. Man kan komme bare en enkelt dag eller deltage hele ugen. Mange kommer flere dage inden træfftet starter og nogle bliver også efter det slutter.

Hvad med betaling ?

Man betaler ved afrejse direkte til campingpladsen for de dage man overnatter, og betaler per person. Det er ganske rimelige priser.

Hvor gør man af jollen når man ikke sejler ?

Jollen ligger for svaj lige neden for pladsen hvor alle camperer.  Der er et stort lavvandet område, så selv om man ligger ude i femte-sjette række, så går vandet kun til omkring knæet. Man tager en pæl ved ankomst og hamrer i bunden med en særlig pælehammer. Man placerer pælen så jollen kan svaje hele vejen rundt uden at ramme andre, og man sørger for at selve indsejælingen til den lille bro holdes fri. HUSK at tage pælen op ved afrejse, medmindre den overdrages til en anden jolle.

Er der nogle fælles faciliteter ifm. træffet ?

Foreningen har lejet et stort fællestelt, som man kan benytte efter behag. Der er køleskab til fri adbenyttelse og fadølsanlæg med høflig selvbetjening og betaling. Der er desuden også adgang til fryser på campingpladsen.

Skal man deltage i de daglige ture ?

Næh, men der vil dagligt være et eller flere forslag til ture, som man kan deltage i. Det er en ganske særlig oplevelse at sejle ud til en destination og ankomme måske 25-30 wayfarerjoller joller på stranden. Så  spises der madpakke, bades og der gåes ture i området. Er der et sted med servering (is, kafe, øl) så er det ofte et populært sted at komme forbi.

 Bakskuld og grillaften ?

Det sker om tirsdagen i fællesteltet. Man medtager selv en grill (eller låner sig ind hos en anden), hvor man tilbereder sin fisk og det mad man ellers har tænkt sig at spise. Wayfarerstompers spiller op, og der vil være sang og lidt fælles folkedans i løbet af aftenen. Husk Wayfarersangbogen.

Hvor får jeg fat i en sangbog ?

Den kan du købe af Thomas (SWS sekretæren) for 20 kr. såfremt den er på lager. Ellers kig med hos sidemanden.

Hvornår er der skippermøde ?

Hver morgen kl. 09.00. Lyt efter trompeten/hornet. Der er bl.a. dagens turforslag, vejrudsigten, annonceringer og gastebørs.

 

 

top