Dag 1

Det begyndte med at Stephan ringede og spurgte, om det ikke var en ide med en eller anden finpudsning af teknik og form inden verdensmesterskabet sommeren 2004. Vi var i vinteren 2003/2004 - Stephan og jeg brugte et par samtaler på at finde ud af, hvem der kunne være interessant som instruktør på et sådant kursus.

Det stod os klart, at det skulle være en kapasitet. Vi havde 3 år før haft McNamara og intet mindre kunne gøre det. Ian Porter selvfølgelig - den engelske mangfoldige verdensmester – ham skulle det være.

Jeg fik fat i Ove Skovgaard-Mortensen. Vores nu aktivt wayfarer sejlende wayfarer importør. Han etablerede hurtigt kontakten til Ian Porter. Og herefter brugte jeg ret meget af den resterende vinter og det efterfølgende forår på telefonsamtaler på tværs af Nordsøen med Ian.

Han viste sig at være et utroligt flinkt og kommunikerende menneske med en videnskabelig grundig approach til tingene. Han skulle vide alt om de deltagende - deres niveau, bådtyper og standard, sejlmærker og stand.

Herefter planlage vi weekenden – dens tids struktur og indhold. Der ville naturligvis kunne blive tale om ændringer, hvis vejret ikke artede sig – så et nød program blev også skitseret.

Jeg fik de sædvanlig flinke folk i Farum Sejlklub til at stille op til forplejning, motorbådskørsel og Steen Ammentorp meldte sig frivilligt som fotograf.

Weekenden oprandt og alt kørte som i den bedste ekstra virgine olivenolie fra en af sponsorernes hjemland.

Det blev et løft for mange af deltagerne – se bare på Helge og Kristian Larsen de fik virkelig fart og højde i båden efter Ian og Kevens besøg.

Alle var efter seminaret meget inspireret. Og det står helt klart for mig, at det er et af de midler, vi skal benytte os af i vores kampagne frem til VM i Danmark 2007.

Hjælp udefra det er sagen – vi skal ikke være bange for det fremmede...

Tak til alle der hjalp.
Tak til SWS og Italiensk Vinhus for sponsering.
Tak til Ian Porter og Keven Gibb.

Barometersejlads i Århus.

Billederne er stillet til rådighed af Jon Kjartansson.

VM for Wayfarer 2001 i Nord-Irland.

Fire besætninger fra Farum Sejlklub deltog i VM. Stævnet strakte sig over en uge og er med sine 85 deltagere det største Wayfarer–jollestævne der nogen sinde er blevet afholdt. 

Retur til fotosiden

Retur til fotosiden

Wayfarer for spiler på vej mod banen i let vind torsdag.

En af starterne

VM for Wayfarer 2001 i Nord-Irland. 

Beretning:

East Down Yacht Club var arrangør af dette store stævne, og de havde virkelig lagt sig i selen for at det skulle blive en oplevelse, vi aldrig vil glemmer!!

Vi fik alle en varm og hjertelig modtagelse, alting var arrangeret og planlagt ned til den mindste detaile: Forplejningstelt med servering til 300 personer, Markerede teltpladser til sejlere, der skulle bo i telt eller campingvogn, markeret område til placering vores jolle, markeret område til parkering af landevejstrailere, nummersystem til ophalervogne og joller således, at det hele kunne placeres i orden, og hurtigt findes frem når der var brug for det.

Denne orden var der brug for, når så mange joller skulle i vandet eller op fra vandet uden for megen ventetid.

East Down Yacht Club ligger ved fjorden Strangford Lough, der har forbindelse ud til det Irske hav. Dette betyder, at der er en tidevands forskel imellem højvande og lavvande på ca. 2 meter. Det er kolossale mængder af vand der flyttes ud og ind hver ca. 12. time, og det giver da også anledning til en hel del strøm som kunne løbe helt op til 1,5 knob i det område hvor kapsejladsbanen lå. Strangford Lough betyder i øvrigt "Strenge Fjord" og det er et navn Vikingerne har givet fjorden, dengang de var flittige gæster i Irland. Der manglede da heller ikke lune bemærkninger eller hentydninger fra de gæstfri Nordireres side om, at vi jo nok er efterkommere af Vikingerne som engang var her,- så vi må nok være i familie på en eller anden måde.

Det skulle ved sejladserne vise sig, at det var strømmen der var den store joker, og den snød os Furesø-sejlere i flere af sejladserne. Vi vidste naturligvis godt, at der ville være meget strøm, og vi studerede diverse strømtabeller, hvor af man kan udlede, hvornår strømmen løber ind eller ud af fjorden. Med den viden, så kan man også finde ud af, hvor der er størst fordel at sejle.

Nu er det imidlertid således, at hvis vinden og strømmen er modsat rettede så bliver bølgerne meget "krappe", dvs. korte og stejle. I sådanne bølger er det svært at få jollen til at sejle hurtigt. Man synes hele tiden, at bølgerne får jollen til at gå i stå. Det skal man imidlertid ikke lade sig narre af. Selv om båden går i stå, så sejler den alligevel fremad, måske ikke helt så hurtigt som på blank søflade, men alligevel hurtigt nok til, at det fartbidrag strømmen giver, mere end opvejer det som de krappe bølger bremser jollen. Der skulle et par sejladser til inden, at det blev helt klart for os.

Det andet, der "snød" os, har også noget med stømmen at gøre. Det var, at vi stolede for meget på, hvad der stod i strømtabellen. Vi havde regnet ud, at vi ville have strømmen imod efter kl 13.30, og at vi derfor skulle søge i læ for strømmen ved at sejle, hvor vandybden var lavest. Det havde været rigtigt, såfremt strømmen blot rettede sig efter strømtabellen,- det gjorde den ikke. Det viste sig i virkeligheden, at der var medstrøm helt til kl. 15. Så efter den oplevelse kombinerede vi vor viden fra strømtabellen med omhyggelige observationer af tegn på strøm, så snart vi var i nærheden af noget som havde fat i bunden såsom bundgarnspæle eller fiskerbøjer.

Vejret var i øvrig meget varieret. Første dag, mandag, hvor vi havde to sejladser blæste det en jævn til frisk vind.

Anden dag startede med frisk til hård vind i første sejlads. Allerede på vej ud til banen, der lå ca. 45 minutters sejlads fra klubben, fik vi i en bomning havari på vores storsejlskødning, og vi måtte sejle den lange vej tilbage til sejlklubben for at reparere. Efter en hurtig tur op i nærmeste by efter lange skruer, blev båden repareret og vi nåede ud til banen igen inden starten af næste sejlads.

Det var nu blæst op og vinden var hård det meste af tiden med vindstød af kulingstyrke. Mange jolle kæntrede i denne sejlads, så hjælpefartøjerne havde travlt med at overvåge, at ingen kom i alvorlige vanskeligheder. Der var enkelte joller der havde havarier, og de måtte trækkes i havn af hjælpefartøjerne. Det var på intet tidspunkt dramatisk, hvilket skyldes, at det almindeligvis er rutinerede sejlere, der stiller op til et verdensmesterskab.

Onsdag & torsdag, hvor vi kun havde een sejlads hver dag, bød på svag vind, som det tog mere end 3 timer at gennemføre, ja nogle joller opgav endog at gennemføre indenfor tidsgrænsen på 4 timer. Med den svage vind og den stærke strøm sejlede de til tider baglæns, og har man forsøgt at komme rundt omkring det samme mærke i mere end en halv time, så kan man godt miste tålmodigheden!!

Det lette vejr var lige noget for os gamle Furesø-sejlere, og det var da også her at vi fik vores bedste placering; en 13. plads.

Fredag bød igen på svag vind. Det tog halvanden time at sejle ud til kapsejladsbanen. Da vi endelig var kommet derud forsvandt vinden i næsten en time, for at dukke op igen fra modsat hold.

Dommerbåden hev anker op og sejlede til den anden ende af kapsejladsbanen. En startlinie blev lagt ud og inden vi kom i gang med kapsejladsen forsvandt vinden igen. Efter en halv times venten blev sejladsen,- den sidste i serien opgivet og vi kunne sejle den lange vej ind til klubben.

Ca. et kvarter efter opgivelsen kom vinden igen, og der gik nu ræs i, hvem der kom først i havn, og her var bådene fra Farum med helt foran.

Ærgerligt var det med opgivelsen, for vi klarede os bedst i det lette vejr. Endnu mere ærgerligt var det for de to joller som førte kapsejladserne, idet der var point lighed imellem dem, og de derfor skulle dele Verdensmesterskabs titlen. De følte virkelig, at de ikke havde fået afgjort deres fight, og vi følte med dem.

Resultatet er følgende:

Verdensmestre i Wayfarer jolle 2001:

Nr.1: W 8868 Mike McNamara / Simond Townsend samt W 7588 Ian Porter & Kevan Gibb

Farum Sejlklubs resultater:

Nr. 11: W 9733: Steen Ammentorp / Per Larsen
Nr. 30: W 239: Poul Ammentorp / Irene Ammentorp
Nr. 40: W 4898: Stephan Nandrup-Bus / Troels Nandrup-Bus
Nr. 44: W 4123: Søren Jonasen / Lise Jonasen

Det var en stor oplevelse at være med til dette flotte VM. Vi er alle glade for at Farum Kommune, Farum Sejlklub, Skandinavisk Wayfarer Sammenslutning, Henriksen Shipping, Jenkins Shipping i Irland, Plast Print i Farum og gode Wayfarer venner har hjulpet os, så vi kunne få vores joller med.

En forudsætning for et godt resultat i et felt af så høj klasse er, at du kan deltage i en jolle du kender godt. En 11. plads til Steen og Per er rigtigt flot, og vi andre ligger da også i den gode ende af feltet.

At være foran 55 Wayfarer joller til et verdensmesterskab er vel ikke så ringe endda!

Med Wenlig hilsen

W 239 Irene & Poul Ammentorp

Retur til fotosiden