Wayfarer DM 2007 – ”en begynders genvej...”
En beretning om ”en begynders genvej” til Danmarksmesterskabet.
Opstart i Wayfarerjollen
Efter at have besøgt Rantzausminde een dag i 2006 besluttede jeg mig endeligt for at købe en Wayfarerjolle. Resultatet blev en +S importeret fra England.
DM i 2006 – den allerførste kapsejlads
Det var med spænding og en ydmyg indstilling til tingene, at vi startede. Det gav sig selv eftersom jeg aldrig havde sejlet med spiler eller sejlet kapsejlads. Min gast havde aldrig siddet i en jolle før og at jeg, i sejlskiftet lige før weekenden, havde overset at der ikke var sejlpinde i sejlet gjorde ikke vores chancer bedre! Nå men vi fik da en 19. plads, holdt os væk om søndagen pga. varsel om ”farligt meget vind”, og fik en kanon sjov dag ud af det. Vi ”vandt” forresten også en flaske vin for den flotteste kæntring.
Børn mødes og forældre drikker rødvin
På det hyggelige Rantzausmindetræf, hvor vi deltog for første – men bestemt ikke sidste – gang, mødte vi en masse rare mennesker. Herunder Anders Friis og Bettina, som vi efterfølgende sejlede nogle hyggelige ture sammen med.
Prøvetur i Roskilde Fjord
Hjemkommet fra Rantzausminde fik jeg lokket Anders med på en sejltur i Vita, Efter en halv times sejlads siger Anders: ”Den sejler fint, den kan man da godt vinde DM i” ” Det skal du ikke sige 2 gange”, sagde kække jeg, uden at vide hvor meget der skulle komme til at ligge i det.
Træningssejladser
På de 6 træningssejladser vi kunne nå, var rorsmand Anders kommet på hårdt arbejde med at lære mig rullevendinger, spilerbrasning, spilersætning/-bjærgning til luv, etc. etc.En pædagogisk udfordring, men der blev kæmpet på alle fronter.
DM 2007 – slaget skal stå
I weekenden 1.+2. september var der så DM for Wayfarer. Efter en hektisk mail-kampagne og overhængende fare for aflysning lykkedes det lige at skaffe både nok til et officielt DM. Herslev Strand Sejlklub stod som arrangør af mesterskabet, der var planlagt til 7 sejladser over 2 dage. En sejlads bestod af 4 kryds og 4 lænsere på en op/ned bane med afvisermærke i toppen og gate i bunden. Lørdag blev der sejlet i inderbredningen af hensyn til tilskuervenligheden. Vejret var flot med solskin, men ikke så meget vind; Næsten stille tiltagende til let hen over dagen.
1. sejlads
Vi fik en god start som 3. båd over start. Vinden var let og det gjaldt om at sidde stille og ellers finde de bedste vindbælter på banen. Farten var ikke overvældende, men i forhold til konkurrenterne kunne vi ikke klage. Efter 2. topmærke lå vi først i feltet og holdt føringen hjem. Desværre var vi blandt 3 tyvstartende både og fik en OCS-diskvalificering.
2. sejlads
Ved starten fejlede vi og blev luffet ud over startmærket, hvilket betød vi måtte vende og starte bag hovedparten af det øvrige felt. Så der var en fortættet kamp-stemning i vores båd, da vi arbejdede os op gennem feltet igen. Taktikken og bådfarten var med os (”nok ikke for ingenting at Anders har vundet Wayfarer-DM 8 gange før”, tænkte jeg) og det lykkedes os at avancere mærke for mærke indtil vi kom i front og vandt sejladsen.
3. sejlads
Vi blev klemt i starten og kom af sted lidt nede i feltet (endnu engang). Vi arbejdede os op gennem feltet og tog føringen før det sidste opkryds. Et mærkeligt kryds hvor sejladsen må have været tæt på en afskydning; Vinden døde næsten helt og da den pludselig kom igen var det bagfra! Vi lå lige før topmærke-rundingen og planen var jo at sætte en spiler. Men det droppede vi, da det efter sigende ikke skulle være så godt i modvind…Derefter havde vi en lidt for spændende kamp med W10249 på kryds mod bundmærket (!) i næsten ingen, men til gengæld meget springende vind.
4. sejlads
Pausen inden 4. sejlads blev lidt længere, da dommerbåden skulle ned i den anden ende af banen. Vinden holdte sig nu i vest, mens den startede i øst. I mellemtiden var det også blæst op til omkring let til svag vind.
Vi var tændte og ville gerne lave en god start til en forandring. Desværre var vi overtændte og tyvstartede. Denne gang opdagede vi det dog og tog en ekstra tur om styrbord startmærke. Dårlig start og vi så feltet fare derudad på styrbord halse.
Glæden blev ikke større af at vores cunningham i genuaen var ved at gå op - og så netop som vinden friskede op… Vi satsede på at cunningham kunne holde til ét opkryds og fokuserede på at finde fart og vindspring op ad banen. Og helst en anden vej end de førende både! Det lykkedes meget bedre end vi havde turdet håbe på og allerede efter første opkryds lå vi først – jeg tror vi var lige overraskede. Så var det tid til at sikre cunningham og jeg måtte en tur på dækket inden vi nåede afvisermærket. Temmelig stressende 1. kryds, men resten af sejladsen gjaldt om at sejle sikkert og holde førstepladsen.
Veltilfredse kunne vi gå i land og glæde os til fællesspisning og lækker buffet ved veldækket bord i HSS’ klubhus. Der blev også uddelt førertrøjer, ’kvaje´-trøjer etc.om aftenen. Kim Søderlund/Jesper Friis fik førertrøjen mens vi fik ’kvaje’-trøjen pga. de uheldige starter.
Søndag kom al den vind meteorologerne havde lovet. Frisk vind fra starten, hvilket gjorde at vi nåede ud til yderbredningen på et øjeblik.
5. sejlads
Denne sejlads var vigtig, da vi herefter kunne fratrække vores OCS og slippe af med 19 point! Starten ikke værd at nævne, men vi kæmpede for at indhente de førende. Der skulle hænges! Vinden tiltog, nogle både kæntrede og flere var tæt på i spilerbomningerne.Ca. midt i sejladsen havde vi kæmpet os op til en føring, som vi holdte hjem. Det var selvfølgelig en dejlig følelse, ikke mindst at vi nu kunne hvile de syrede muskler. På den anden side var det svært at se hvordan benene skulle kunne holde til 2 sejladser mere af den slags.
6. sejlads
Vi fik en rimelig start og føring tidligt i sejladsen. Jeg følte mig dog ”færdig” allerede midt i sejladsen, så lettelsen var til at føle på da banedommeren skød sejladsen af på grund af for meget vind, nu over 12 m/s. Det var nok meget godt, da der var en hel del kæntringer og hjælpebådene fik meget travlt med at hjælpe rundt omkring. 5 gennemførte sejladser gav en fratrækker hvorved vi ”slap” for 19 point. Derved blev vi bedst placerede, og det gav selvfølgelig glæde (og lettelse hos den ”grønne gast”) i båden.
Opsummering
Kanon spændende har det været – næsten for spændende indimellem – sådan at være med i favorit-feltet for en weekend. Nu gælder det om at omsætte alle rådene til når jeg selv skal styre. Så jeg kan jo næsten ikke vente til at sejle kapsejlads igen og se hvor godt ’Vita’ kan klare sig uden hr. Friis. Desuden kan jeg som ny-wayfarer kun anbefale at være med i kapsejladser, også selv om man er usikker eller føler man ikke kan reglerne godt nok. At sejle kapsejlads giver en bedre bådfornemmelse og dermed også bedre sejleroplevelser til daglig.
Mange hilsner fra en glad Wayfarer-ejer.
Jesper Strands, W9471 (Vita), Roskilde Sejlklub



