Ideel til tursejlads
Ideel til tursejlads
Wayfarerjollen er uden sammenligning den mest alsidige jolle til tur og dagssejlads. Jollen er meget stabil og søstærk, og har et rummeligt cockpit med plads til både børn og voksne.
Specielt de ældre modeller har gode stuverum til telt, proviant og oppakning. Jollen kan rebes, så det er trygt at sejle selv når vinden frisker op. Til de nye modeller kan der anskaffes et særskilt stuverum, som kan monteres i jollen når der sejles tursejlads.
Tilmed kan man udleve sine sejlerdrømme uden at sætte familiens økonomi over styr, set i forhold til hvad det koster at have en kølbåd. Du kan købe en brugt og sejlklar Wayfarer fra priser omkring 20-25.000 kr.
Jollen kan trailes efter bilen, så det er muligt at komme vidt omkring og få sejloplevelser i andre farvende, end dem man sejler i til daglig.
Når man sejler Wayfarer og er medlem af Wayfarerklubben (SWS), så har man en klasseorganisation i ryggen der arrangerer flere årlige tursejler træf, og som kan råde, vejlede og hjælpe dig, når du har spørgsmål omkring jollen og sejlads i denne.
Et eksempel på et tursejler træf, er det årlige Rantzausmindetræf. Træffet er et MUST for mange Wayfarersejlere, som kommer igen år efter år med hele familien, når der kaldes til træf i det Sydfynske Øhav med udgangspunkt fra den meget idylliske campingplads i Rantzausminde helt ned til Svendborgsund. Der dukker også nye Wayfarersejlere op på træffet, som har stor glæde af at trække på mere efarne sejlere, der med glæde deler ud af deres viden.



